20 Feb Onboarding: Et enkelt tip så din nye kollega kommer flyvende fra start

Det er en fed følelse. Den der med at afslutte en hæsblæsende rekrutteringsproces med en underskrift fra den helt rigtige medarbejder.

Men hvad sker der så, efter kontrakten er i hus? Hvad sker der i den (typisk) 1-3 måneder lange ventetid, inden jeres nye talent starter i jobbet?

Tjaa… For at citere Øst Kyst Hustlers tidsforladte rap-nummer, så sker der ”ik s’meget”.

Radio silence. Ingen kontakt mellem virksomhed og medarbejder.

Og det er jo fordi, at hverdagen for os arbejdsgivere fortsætter, som den plejer. Vi tænker ikke over den betydning, overgangsfasen har for vores nye kollega.

Men et nyt job er en stor ting. Det er en kæmpe omvæltning i en persons tilværelse.

Og 1-3 måneder er lang tid at træde vande og gå og fantasere om, hvordan det mon kommer til at gå:

Hvad forventer de af mig?

Hvordan skaber jeg et godt indtryk?

Hvem skal jeg arbejde sammen med?

Hvilket tøj skal jeg tage på?”

Jeres nye medarbejder kan let nå at bygge en stor angst op omkring sin kommende jobstart. Og det kan lede til, at medarbejderen kommer usikkert og nervøst fra start, og at I må bruge ekstra tid og ressourcer på, at medarbejderen falder til på arbejdspladsen.

Det er uhensigtsmæssigt. For onboarding-processen er svær nok at lykkedes med i forvejen. Det understreger flere danske statistikker, såsom disse, som jeg har tyvstjålet fra bogen Onboarding - flyvende fra start af Christian Harpelund og Morten T. Højberg:

  • 25% af alle nyansatte forlader deres job indenfor det første år

  • 22% af disse forlader deres nye job indenfor de første 45 dage

  • 4% af alle nyansatte vender aldrig tilbage efter den første dag på det nye job


Men hvad nu, hvis du med et helt enkelt tip og kun få ressourcer kunne gøre ventetiden mere overkommelig for jeres nye stjerneskud og dermed øge chancen for at få succes med jeres onboarding?

Få din gratis rekrutteringsguide

 

Start onboarding-processen tidligt...

Måske har I allerede et fastlagt onboarding-program på din arbejdsplads. Og ellers kan du med en simpel Google-søgning finde flere forskellige bud på og skabeloner til, hvad et effektivt onboarding-forløb skal indeholde. Og fælles for de fleste af dem, så varer en onboarding-periode for en ny medarbejder ca. 90 dage og starter en uge inden 1. arbejdsdag.

Men hvorfor ikke starte tidligere? Hvorfor ikke holde linjen varm mellem virksomheden og jeres nye kollega?

Det er mit (helt enkle) tip til dig.

Jeg siger ikke, at du skal spamme personen med talrige informationer og opgaver, inden han eller hun starter i jobbet. Men der er forskellige små ting, du kan sætte i værk, så du undgår, at medarbejderen føler sig som Palle alene i verden og opbygger en unødvendig frygt for 1. arbejdsdag.

frygt_Scared man behind desk_1000x492px_enkelt tip til bedre onboarding.jpg

Her kommer 10 forslag. Det er ikke tænkt som en tjekliste, hvor du skal krydse dem alle af, men derimod en række muligheder, hvor du kan benytte et par af dem, der giver bedst mening i forhold til situationen:

 

  1. Send personen en mail umiddelbart efter kontrakten er underskrevet, hvor du siger tak for rekrutteringsprocessen og byder velkommen igen

  2. Invitér medarbejderen forbi arbejdspladsen, så han/hun kan møde teamet og få en rundtur i bygningen

  3. Connect på LinkedIn

  4. Send personen en buket blomster med et velkomstbrev

  5. Få en kollega, der skal arbejde tæt sammen med den nye medarbejder, til at tage kontakt og fungere som en tidlig mentor

  6. Send en mail rundt i afdelingen med information om den nye medarbejder, og sørg for først at sende den forbi medarbejderen for godkendelse (alder, baggrund, jobfunktion, tidspunkt for jobstart osv.)

  7. Ring personen op og fortæl om de ting, der rør sig i virksomheden i øjeblikket og svar på eventuelle spørgsmål

  8. Send medarbejderen et link til jeres personalehåndbog samt videomateriale om virksomheden/jeres produkter

  9. Hvis I har et klarlagt introforløb, vil det være oplagt at sende dette i forvejen, så medarbejderen er forberedt på, hvad der skal ske de første dage.

  10. Et par dage før startdato: Kontakt medarbejderen og bekræft dato, tid, mødested og understreg, hvor meget I glæder jer til, at han/hun starter

 

Få din gratis rekrutteringsguide


Hold linjen varm med en tidlig onboarding - det er mit enkle tip til dig i denne uge. Det kræver ikke meget af dig, men for din nye kollega kan det gøre hele forskellen på, om han/hun falder til i jobbet eller ej.

Vidste du i øvrigt, at ansatte, der får en god onboarding, har 70 pct. større sandsynlighed for at arbejde i organisationen efter 3 år? (BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø, 2017)

Det er værd at huske.

Og hvis du selv ligger inde med tips til bedre onboarding, så del endelig din viden med os i kommentarfeltet nedenfor 😊

Du kan også klikke på banneret ovenfor og downloade vores rekrutteringsguide - helt gratis. I guiden viser vi dig, hvordan du selv laver en effektiv jobanalyse i 6 steps, så du lettere kan finde den helt rigtige medarbejder.

Tak fordi du læste med.