21 Sep Det vigtigste kendetegn ved en god kollega

Uanset om du er leder eller medarbejder, så gør nærvær dig til en bedre og mere vellidt kollega - det er en sandhed, der er målt, vejet og bevist.

Når du er nærværende, er du nemlig opmærksom, imødekommende og forstående overfor andre, og du bidrager til et bedre fællesskab på arbejdspladsen, hvilket vi danskere har kåret som det absolut vigtigste kendetegn ved en god kollega (fagforbundet HK).

Desværre er det langt fra alle danskere, der har overskuddet i hverdagen til at vise nærvær og give noget ekstra af sig selv på den menneskelige front.

I stedet går vi alt for ofte på kompromis ved at begrave os i arbejdsopgaver og gemme nærværet til familielivet og vennerne.

Det er både ensomt og uholdbart.

Så hvordan knækker du koden til at levere et godt stykke arbejde hver dag, alt imens du udstråler nærvær og overskud overfor kollegaerne?

Det får du 10 råd til i dette indlæg. Men først fortæller jeg dig, hvad jeg mener, ordet nærvær rummer.

 

Boost motivationen i afdelingen med teamudvikling - og skab et stærkere arbejdsmiljø.
Læs mere her!

 

Hvad er nærvær, og hvordan gør det dig til en god kollega?

Nærvær er ikke noget, du skal sætte tid af i kalenderen til. Det er ikke en ekstra opgave på listen.

Det handler nemlig ikke om, at du skal være ”på” hele tiden. At du konstant skal være til rådighed eller være en del af alle samtaler på kontoret.

Slet ikke.

Det handler derimod i alt sin enkelthed om at være til stede i nuet. Det er egentlig bare en anden måde at gøre det, du i forvejen gør:

Samarbejder du med en kollega om et projekt? Så indlev dig i opgaven og hold fokus på det.

Har du en kunde i røret? Så vent med at rette i din PowerPoint-præsentation til bagefter.

Spiser du frokost med en kollega? Så lad være med at hive mobilen frem for at tjekke mails.

Og sidder du i arbejdstiden og læser dette blogindlæg? Så læs det helt til bunds ;-)

Hvis du hele tiden tænker på det næste og føler dig presset af de ting, du skal nå i løbet af dagen, ugen og måneden, så spreder du din energi og opmærksomhed, og du går fra at være nærværende til at blive fraværende.

 

10 råd til at blive en god kollega gennem nærvær

1) Vis ægte interesse for dine kollegaer

De meningsfulde relationer opstår i nuet, gennem nærvær, og det kræver meget lidt af dig.

Vis, at du er til stede, når du snakker med en kollega. Se personen i øjnene og stop det, du ellers var i gang med. Hør efter, bid mærke i detaljerne og spørg ind til det senere hen.

 

2) Vær imødekommende - og ikke kun overfor yndlingskollegaen

Du klikker altid bedre med nogle kollegaer end andre. Det er helt naturligt. Men hvis du kun viser interesse overfor dine to favorit-kollegaer, så isolerer du dig selv.

Gør derfor dit bedste for også at virke imødekommende overfor de kollegaer, du er knap så tætte med. Det bidrager positivt til arbejdsmiljøet, og hvem ved, måske finder du nogle nye favorit-kollegaer.

 

3) Spørg om hjælp

Det sender et stærkt signal om tillid og nærvær, når du erkender overfor en kollega, at du har brug for hjælp. Han/hun vil oftest nyde at hjælpe dig på vej og vil nu også være mere tilbøjelig til at bede dig om hjælp en anden gang.

 

4) Indrøm dine fejl – og husk så at følge op på dem

Fejl er uundgåelige. Men måden, du reagerer på dem og håndterer situationen, fortæller meget om dig som kollega.

Vælger du at lukke af og lade som ingenting? Eller vælger du at være åben omkring fejlen overfor de kollegaer, det er relevant for, og byde ind med løsningsforslag til at rette fejlen?

Min erfaring er, at den sidste løsning stort set altid er at foretrække. Din ærlighed smitter af på dine kollegaer, der vil gøre det samme. Det er dog afgørende, at du ikke nøjes med at nævne løsningsforslag, men at du rent faktisk følger op og får rettet op på fejlen.

 

Boost motivationen i afdelingen med teamudvikling -
og skab et stærkere arbejdsmiljø. Læs mere her!

 

5) Kom til tiden til møderne

Et møde sætter fantastiske rammer for at vise nærvær. Omvendt vil alle til mødet også lægge mærke til, hvis du kommer dryssende et kvarter for sent og virker uengageret.

Nærværet opstår rundt om mødebordet, når du gennem dialog og kropssprog viser interesse, forståelse og respekt for dine kollegaers tid, holdninger og idéer.

 

6) Undgå at lade sætningen ”det ved jeg ikke” stå alene

Hvis din kollega spørger dig om noget, du ikke kender svaret på, er det selvfølgelig helt i orden at svare ”Det ved jeg desværre ikke”. Men ved at lade sætningen stå alene, risikerer du at fremstå ligeglad, en smule kold og ja, fraværende.

Forsøg derfor at tilføje noget mere til sætningen og hjælp evt. kollegaen i den rigtige retning. For eksempel:

 

"Godt spørgsmål. Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg er ret sikker på, at Kasper i HR kan give dig svaret. Ved du, hvor du finder ham? For ellers kan jeg vise dig det."

 

7) Spørg kollegaerne om feedback

Nærværet gemmer sig i din interesse for andre. Når du spørger om feedback, viser du, at du respekterer dine medmenneskers mening og faglighed, og at du er åben over for sparring og gode inputs.

Netop disse karaktertræk er blandt dem, vi kigger mest efter hos en god kollega.

 

8) Tilbyd din hjælp – og nyd den gode karma

Har du en stille dag uden for meget på tallerkenen? Så spørg en kollega, om han/hun har brug for hjælp. God karma kommer ofte retur, og personen vil stå klar til at gengælde tjenesten, når du selv en dag er ekstra presset.

 

9) Inkludér den nye medarbejder

En ny kollega kan have svært ved at blande sig i frokostsamtalen eller finde sin egen rolle i teamet.

Gør en lille indsats for at inkludere den nye medarbejder. Spørg ind til hans/hendes interesser i frokostpausen. Eller brug 10 minutter på at give medarbejderen en rundtur i bygningen.

De andre kollegaer vil bemærke din imødekommenhed, og du vil hurtigt knytte et bånd med den nye medarbejder, som samtidig kommer bedre ud af starthullerne.

 

10) Deltag i de sociale arrangementer

Musikklubben. Tennisholdet. DHL. Sommerfesten. You name it.

Vis interesse for de sociale arrangementer. Også selvom du ikke er i form til at spurte 5 kilometer gennem grill-os i Fælledparken. Og selvom du ikke har tid til andet end velkomstdrinken til firmafesten. Bare det, at du er til stede og støtter op om aktiviteten viser nærvær og smitter positivt af på arbejdsmiljøet omkring dig.

 


 

Det var mine 10 nærværende råd – jeg håber, du kan bruge dem.

Og husk, at nærvær er den vigtigste ingrediens i opskriften på at blive en god kollega. Så tag rådene med dig på arbejde – så er du allerede et stort skridt tættere på titlen som årets kollega :-)

Klik her for at se, hvordan vi med teamudvikling kan skabe et stærkere arbejdsmiljø i netop din organisation.

Tak fordi du læste med. 

Bliv en del af vores univers på linkedin

Gratis rekrutteringsguide

Seneste indlæg