30 Aug Få ro i maven. Sådan afviser du jobansøgere

Du har lige ansat en stjernemedarbejder. Men du ved, at næste skridt er det personlige afslag til de jobansøgere, som ikke slap igennem nåleøjet. De håbefulde personer, der ivrigt venter dit opkald. Og nu skal du ringe og skuffe dem.

Bare tanken efterlader dig med en sten i maven. Klamme håndflader. Og det sidste du har lyst til er at løfte røret.

Men samtidig ved du, at jobansøgerne har fortjent den respekt og omhu, der ligger i det personlige afslag.  De har investeret mængder af tid og energi i deres ansøgning, CV, research af virksomheden og på at forberede sig til jobsamtalen. Og det gør det selvfølgelig endnu sværere for dig.

Så hvad skal du gøre, når du skal sige ”tak, men nej tak”? Og hvordan efterlader du det bedste indtryk af dig og virksomheden?

Heldigvis behøver det ikke være så svært. I denne artikel guider jeg dig, så både du og jobansøgeren får det bedste ud af en rigtig svær situation :)

 

Få din gratis rekrutteringsguide

 

Giv klar besked

Mange jobansøgere får ikke personlig besked efter en jobsamtale. Og det er en skam – for de fortjener at få klar besked. Her kan du læse, hvordan du bedst begynder den frygtede samtale, som er en meget vigtig del af en professionel rekrutteringsproces.

Mange begår den første fejl allerede i begyndelsen af samtalen ved fx at spørge:

 

”Hvordan synes du selv, at samtalen gik?”

 

eller

 

”Kom du godt hjem i går?”

 

Og det er en stor fejl! Dit forsøg på at pakke det ubehagelige ind i venlige ord betyder nemlig, at du slører budskabet. Det skaber falske forhåbninger hos jobansøgeren. Og du skaber frustration, fordi han eller hun nærmest sitrer efter klar besked.

Du kan sammenligne det med at få et par sokker forklædt i en IPad-æske – skuffelsen er stor. Vær hellere kontant og ærlig og få budskabet frem med det samme ved at sige:

 

”Vi har valgt at gå videre med en anden kandidat”

 

Det kan virke koldt og kontant. Men igen skal du huske på, at det netop er dét budskab, som jobansøgeren har ventet på. Jeg lover dig, at han eller hun ikke hører et ord af, hvad du siger, før du har meldt klart ud.

 

Så snart du har givet besked, vil du føle en sten falde fra dine skuldre. Og så får du også mere overskud til at give en god feedback i resten af samtalen. Du vil føle dig mere afslappet - nu er det værste jo heldigvis overstået.

 

Få din gratis rekrutteringsguide

 

Feedback-burgeren

Efter budskabet følger den egentlige feedback. Og her vil jeg introducere dig for en utroligt simpel men effektiv metode, som hedder ”Feedback-burgeren”.

Det er en metode, som sætter dig i stand til at give feedback uden, at det lyder koldt og hårdt. Og det gør jobansøgeren langt mere modtagelig. Du hjælper vedkommende med at udvikle sig samtidig med, at du bibeholder hans eller hendes gode opfattelse af dig og virksomheden.

 

Udklip3

 

Det positive

Et afslag kan være et hårdt slag for jobansøgeren. Og derfor er det en god idé at starte feedbacken med at hive det positive frem. Fortæl jobansøgeren hvor han eller hun var stærk under jobsamtalen:

 

”Du var rigtig god til at sætte ord på dine styrker”

 

Eller

 

”Det var meget tydeligt, at du var velforberedt”

 

Eller

 

”Vi var imponerede over dine kompetencer inden for …”

 

Når du har fremhævet det positive kan du afslutte med et ganske kort ”men”:

 

”Men det var bare et rigtig stærkt felt”

 

Eller

 

”Men der var desværre bare en, der passede en smule bedre til stillingen”

 

Når du er nået til dette punkt i samtalen, så kan du hurtigt fornemme, om jobansøgeren er interesseret i at vide mere.

Nogen vil bare gerne vide, om de fik jobbet eller ej – slut. Andre vil gerne have uddybende feedback for at forbedre sig til den næste samtale. Derfor spørger de ofte:

 

”Hvad kunne jeg have gjort bedre?”

 

Hvis det er tilfældet, går du videre til midten af burgeren: Udviklingsområderne.

 

Udviklingsområder

Denne del er meget vigtig for mange jobansøgere, fordi de får mulighed for at lære af oplevelsen. De får mulighed for at udvikle sig, så de kan gøre det bedre til næste jobsamtale. Derfor er det også vigtigt, at du er meget konkret og ærlig. Udviklingsområder kan for eksempel være:

 

  • Ansøgning
  • CV
  • Forberedelse
  • Jobsamtale 1,2,3
  • Fremtoning
  • Case
  • Motivation og engagement

 

Det positive

Når du har fortalt jobansøgeren om de mulige udviklingsområder, så er det vigtigt, at du afslutter samtalen med positiv feedback. Det kan du gøre ved at anerkende jobansøgeren igen eller fremhæve nogle formildende omstændigheder. Det kan for eksempel være:

 

”Det var et rigtig skarpt felt”

 

”Du ville jo ikke være kommet til samtale, hvis du ikke var dygtig”

 

”Jeg er ikke i tvivl om, at du ville kunne klare jobbet – ellers ville du ikke være kommet så langt i processen”

 

”Der var XX kandidater, så det er blevet afgjort af marginaler”

 

På den måde efterlader du jobansøgeren med en god følelse og blod på tanden til at fortsætte sin jobsøgning. Og medmindre vedkommende har flere spørgsmål, så kan du trygt afslutte samtalen.

 

Få din gratis rekrutteringsguide

 

Jobansøgeren er selvfølgelig nedtrykt over den dårlige nyhed. Men den respektfulde og konstruktive samtale efterlader om ikke andet en tilfredshed med selve processen. Jobansøgeren har udviklet sig og har en positiv opfattelse af dig og virksomheden. Og hvis det er tilfældet – så er du nået i mål :)

Jeg håber, at du har fundet indlægget brugbart. Har du gode tips og tricks til det personlige afslag eller kommentarer til indlægget? Så smid en kommentar nedenfor!