09 Feb Derfor er selvindsigt første skridt mod god ledelse

Selvindsigt er blandt de mest undervurderede karaktertræk hos gode ledere.

Har du fx nogensinde tvivlet på, om du er inspirerende nok? Om du er autentisk nok? Om du er den bedst mulige rollemodel? Om du bliver forstået rigtigt? Om der er tillid nok mellem dig og dine medarbejdere?

Hvis du kan nikke genkendende til bare én af disse tvivlsspørgsmål, så kan det meget vel hænge sammen med din evne til at kigge indad. Lav selvindsigt er nemlig som en sten bundet om anklen på lederen – det gør alting sværere - og du kan ikke lykkedes med at udvikle andre, før du lærer at udvikle dig selv.

Men hvad ligger der egentlig i det at have selvindsigt? Og hvorfor er det så enormt vigtigt, når du skal lede andre? Læs med her og få svarene.

 Vælg den rette ledelsesstil

 

Hvad betyder det at have selvindsigt?

Når du har stor selvindsigt som leder, betyder det, at du mestrer to ting.

1) Du har forståelse for, hvordan din personlighed ser ud; om du er indadvendt eller udadvendt, strategisk eller praktisk orienteret, risikovillig eller ej, dominant eller underdanig osv.

Du kender altså din egen personlighed indgående og ved, hvorfor du agerer, som du gør. Samtidig står dine værdier soleklart for dig, og du kender dine styrker og svagheder i arbejdsregi som din egen bukselomme.

2) Du er opmærksom på, hvordan din opfattelse af dig selv matcher med andres opfattelse af dig.

Måske opfatter du dig selv som en leder med integritet. Men hvis dine medarbejdere føler, at du kun handler, som du siger, 7 ud af 10 gange, så holder den opfattelse ikke vand.

Selvindsigt er derfor mere end følelsen af, at du kender dig selv. Det er også evnen til at forstå, hvordan den følelse matcher med virkeligheden. Og den sidste del er den sværeste. En global undersøgelse fra 2014 med over 350.000 deltagere viste, at vi er elendige til at vurdere os selv, og at der er lang afstand mellem det, vi selv tror, vi står for, og det der rent faktisk kommer til udtryk i vores adfærd.

Manglende selvindsigt skaber misforståelser, utryghed og usikkerhed, som kan resultere i, at dine medarbejdere får sværere ved at have tillid til dig som leder.

 Vælg den rette ledelsesstil

 

4 måder selvindsigt gør dig til en bedre leder

En leder med selvindsigt har mange fordele. Jo bedre du kender dig selv, jo større er sandsynligheden for, at du lykkedes med at skabe gode resultater gennem dine medarbejdere (som jo er essensen af ledelse).

 

 1) Du står i spidsen og skaber fælles retning for teamet

Hvis du mangler selvindsigt, kan du have svært ved at fremstå konsistent i din adfærd. Det betyder, at du ubevidst sender en række forskellige og forvirrende signaler til dine medarbejdere afhængig af dit humør og situationen.

Hvis du eksempelvis er i godt humør, så lader du fejl gå upåtalt hen, men er du i dårligt humør, så slår du ned på alle detaljer.

Når du derimod er bevidst om dine værdier og din personlighed, så kan du aktivt udtrykke det i din adfærd – selv i pressede situationer. Det gør dig bedre i stand til at kommunikere gennem dine egne handlinger. Din passion og adfærd vil smitte af på medarbejderne og være med til at skabe en fælles retning for hele teamet. Du vil samtidig opnå en troværdig og autentisk lederprofil, som hjælper dig med at opbygge tillid og skabe trygge rammer.

 

2) Du kan målrettet udvikle dig selv – og derfor også andre

Jo større selvindsigt du har, jo lettere kan du greje, hvad der ligger bag dine egne succeser og fiaskoer. Du kan derfor målrettet udvikle dig selv ved at lære af dine handlinger og kompensere for de ujævnheder, der måtte være i din adfærd. 

Hvis du eksempelvis er bevidst om din tendens til at handle og overse strategien, som I har vedtaget, så kan du målrettet korrigere den adfærd i dit arbejdsliv ved at tvinge dig selv til at se på strategien, før du sætter nye tiltag i gang.

Du formår altså at vurdere og tilpasse din adfærd, når du ved, at den kan være kontraproduktiv. Og når du er i stand til at kigge indad, justere og udvikle på dig selv, så kan du også anvende teknikkerne til at guide dine medarbejdere mod nye højder. Du kan endda bruge dig selv som eksempel og åbne op om, hvordan du har korrigeret dine egne svagheder over tid. På den måde får de et forbillede og en idé om, at alle kan udvikle sig uanset talent og rang.

 

3) Du får lettere ved at rekruttere de rette folk og sætte dit team

En god selvindsigt kan hjælpe dig med at forstå, hvad du har mest brug for hos andre mennesker. Det er en klar fordel, når du skal rekruttere nye folk og sammensætte et stærkt hold, der komplimenterer dig og passer ind i teamets helhed. Hvis du eksempelvis har problemer med at være detaljeorienteret, så ansæt en person som er stærk på det område. Det bedste team er fyldt med forskellige mennesker, der bidrager med forskellige perspektiver og kompetencer.

 

4) Du og dit team kan blive bedre til at samarbejde

En leder skal kunne samarbejde. Og for at et team kan arbejde effektivt, kræver det, at de forskellige individer kan tilpasse deres faglige og personlige kompetencer til teamets behov. Når du kender egne styrker og svagheder, har du bedre forudsætninger for at præge rollefordelingen positivt og skabe dynamik og harmoni i et samarbejde.

 

Vælg den rette ledelsesstil

 

Vi har nu slået fast, hvad det vil sige at have selvindsigt, og hvorfor selvindsigt er så enormt vigtigt for at få succes i lederrollen.

Nu mangler vi bare at dykke ned i, hvad du helt konkret selv kan gøre for at opnå større selvindsigt som leder. Og den opgave kan du gribe an på forskellige måder, men her må du væbne dig med tålmodighed, for det bliver nemlig emnet for mit næste indlæg 😉

Indtil da anbefaler jeg, at du følger os på LinkedIn eller tilmelder dig vores nyhedsbrev, for så går du nemlig ikke glip af noget.

Tak fordi du læste med.